Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Verena Stadler - 2
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
den smale tofte, over hende selv, at hun tok et
litet skridt og satte sig hos ham. Han la armen
om hende, og de sat og stirret ind i aftenrødens
herlighet og lot baaten drive. Da lød klokkeklang
ut til dem fra stranden. Bedeklokken! Det be-
gyndte i en landsby like over dem, saa svarte en
anden hinsides sjøen, og saa lød en tredje, meget
længer borte, og fulgte de to kun som et ekko.
Og saa faldt dömens klokke ind, dump, streng,
høitidelig.
Wilhelm hadde tat Verenas haand. Nu kysset
han hende sky paa kinden. «Du,» sa han. Hun
saa paa ham — forvirret. Og dog var det for
hende som om dette hans kys hørte med til denne
sælsomme aften. Hendes brune øine skinnet. Hun
bød ham sin mund, og han kysset hende atter,
fremdeles ganske sky.
«Men det maa du huske paa, jeg er ikke av
dem man leker med,» sa hun nu.
«Nei, nei,» sa han hastig. Dog var det som
om han blev ubehagelig berørt. Han grep efter
aaren.
«Ja, vi maa hjem,» sa Verena. Dermed satte
hun sig paa sin forrige plads, og Wilhelm be-
gyndte at ro.
Aftengløden sluknet mens de nu rodde iland, og
det mørknet hurtig. Først da de var næsten ved
bryggen sa Wilhelm et par ord. <«Nuer vi snart
hjemme,» sa han. Det var som om han pustet
ut. Men ved utstigningen og paa hjemveien gjorde
han sig behagelig for hende. At han undertiden
betragtet hende forskende og likesom sky fra
siden av, la hun ikke merke til.
2
annd.
Sr ee tå terosmer raet. Dre!
ve
ED
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
