Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Verena Stadler - 3
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
— 107 —
«Butikken fuld av mandfolk bestandig,» så den
anden.
«De gjør sig til for moren og mener datteren,»
kom nu piken.
Wilhelm hadde siddet og støttet sig paa begge
albuer. Nu dreiet han paa den svære overkrop
og brummet: «Hver kan feie for sin dør. Andre
folk skal man la være i fred.»
Det kom tungt og vægtig, og der dirret en
hemmelig vrede i hans stemme. Folkene fik et
øieblik baade ordene og matbiten i halsen, og det
blev en tidlang ganske stille ved bordet. Men
Verena blev trangbrystet. Hvorfor tok han saa-
ledes paa vei for disse fremmede mennesker? Da
faldt det hende for første gang ind at fætteren
ofte hadde ærind i butikken naar den lille porse-
lænsdukken kom der og kjøpte brød, og en svak
mistanke opstod hos hende. Hun saa fast paa
ham. Men han spiste, bøiet over sin tallerken,
vranten og trodsig, og saa ikke op. Hun visste
at han vilde bli grov, hvis hun nu talte til ham,
og taug derfor. Men mens hun mekanisk og lang-
somt spiste op det hun hadde paa tallerkenen, var
der noget som begyndte at dirre og smelte inden
i hende; det vokste og det trængte paa. Det var
som om hun maatte gaa hen og lægge haanden
paa hans skulder og si: «Du! — Hvor meget
bedre vi to vilde ha det sammen! Bedre — langt
bedre — og saa for tantes skyld!» Hjertet
banket, men hun blev sittende ganske stille. Det
gik jo ikke an at hun gjorde det. Da ringet
butikklokken, og hun maatte ditut og betjene en
kunde.
Samme aften saa hun Wilhelm staa sammen
NPE EEE ER
pe EEE
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
