Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Verena Stadler - 3
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
EG re Er
5
DENE ÆRE NG
ar er
— 112 —
gang kaldet for at hjælpe til at bære moren bort
til vinduet. Frisk luft skaffet hende en lindring.
Synet av morens lidelser grep ham paa en for-
underlig maate. Han hadde ofte taarer i øinene
naar et anfald var over, og efterpaa var han øm
og føielig som et barn likeoverfor den syke og
taknemmelig mot Verena. Det saa ut som om
han nu begyndte at forstaa, hvad hun gjorde for
moren.
En lørdag aften hadde været mer end alminde-
lig ond for den syke. Da Verena hadde lukket
butikken søndag morgen — den blev altid holdt
aapen indtil kirketid — og gik op til sig selv
for at ta søndagskjolen paa, hørte hun inde hos
tanten, at hun talte ivrig, kortpustet og alvorlig,
og Wilhelm høit og klart. Samtalen varte længe.
Verena vilde ikke gaa ind, ti det var som om
der over deres stemmer laa noget høitidelig ; noget
hun syntes hun ikke kunde forstyrre. Men da
hun endelig besluttet at gaa ned i butikken igjen
fordi tiden faldt hende altfor lang, kom Wilhelm
samtidig ut fra sin mors værelse. Han frembød
mer end ellers dette billede av et overbetynget træ
som var eiendommelig for ham, og han vinket paa
hende: «Jeg vilde gjerne si dig noget, Verena.»
Han tok hende om armen da hun kom nærmere,
og skjøv hende foran sig ind i den pene, tarvelige
dagligstue.
«Sæt dig,» sa han. Der var noget vist høi-
tidelig ved ham, saa Verena fik hjerteklap. Hun
satte sig paa den første den bedste stol ved
væggen. Husets motto kom til at hænge like
over hendes krusede haar. <«Begynd med Gud og
end med Gud, den visdom varer livet ud.»
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
