Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Verena Stadler - 5
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
— 126 —
sat ret op og ned da hun sa dette, og ventet mens
Verena gik for at hente ham.
- Wilhelm gik alene ind til moren. Men Verena
blev i sideværelset. Hun syntes likesom hun
maatte bli i nærheten
Underhandlingen varte længe. Det som blev
sagt kunde Verena ikke høre og vilde det heller
ikke. Hun hørte kun stemmerne — tantens tørre,
skarpe, og Wilhelms tørre, murrende. Det var
som om disse to stemmer stredes med hinanden:;
om igjen og om igjen det samme; — som om
man kunde se for sig to kjæmper staaende mot
hinanden, og ingen veg. Endelig gik det over til
korte, ophakkede ord. Tilsidst var Wilhelm den
som talte alene. Og nu varte det ikke længe,
saa lukket han op døren til kammeret hvor Verena
var. «Nu kan du komme ind,» sa han og vendte
hende ryggen saasnart hun kom. Han gik hen
og stillet sig op foran vinduet og stirret ut over
de nærmeste tak. Det svære menneske, med den
høie, brede ryg, tok næsten alt lyset fra rummet.
«Han vil ha bryllupet straks,» sa hans mor.
Verena nikket bare. Men tanten, som frem-
deles sat stiv og viljesterk i sengen, fortsatte:
«Han kan ikke vente til jeg er død.»
«I maa ikke» — bad Verena og skyndte sig
bort til sengen, men forundret sig samtidig over
at Wilhelm kunde staa borte ved vinduet og ikke
gjøre saa meget som vende sig om. Han stod der
som en træblok.
«Det kunde nu ikke været saa længe,» fort-
satte hun i sin knappe, bitre tone. «Aaja — her
er jo plass i huset,» för hun fort. «Herinde be-
høver ikke noget at bli anderledes. Han vet
-
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
