Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Verena Stadler - 6 - 7
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
— 142 —
og stod i pinlig forlegenhet. Verena beholdt det
samme stille uttryk, fortsatte med sit arbeide og
sa: «Han har ret. Vi er slegtninger og skulde
si du til hinanden.»
Et øieblik senere gav hun selv eksemplet. «Ræk
mig kræmerhusene derborte, Hilde,» sa hun, og
hjalp derved baade sig selv og hende over en
pinlig stund.
Den aften blev ikke den eneste, da Verena
hjalp til med salget. Naar hun saa det var nød-
vendig, kom hun gang paa gang uten forutgaaende
avtale; ja uten at hun selv eller Wilhelm kom
til at gjøre sig nogen tanker om det, hadde hun
snart overtat det i forretningen, som hun før
hadde hat.
Imidlertid laa tanten deroppe, stadig sykere og
mattere. Lægen gik der daglig. En morgen efter
at han hadde været der, gik hun til Wilhelm i
bakeriet. «Du skulde gaa oftere til din mor,»
sa hun, ikke ganske fast i stemmen. <«Kanske
hun ikke har saa længe igjen.»
Han blev blek. Snart derefter gik han op og
sat længe hos den magre og elendige gamle stakkar.
Hun spurte ham ut om baade et og andet; hun
vilde høre om forretningen, om naboer og bekjendte,
og engang strøk hun ham i ubevisst ømhet hen
over armen med sin kraftløse og rynkede haand.
Men efter hans kone spurte hun ikke.
TL.
Sent en aften i mai fik tante Katharine vandre.
Foran hendes vindu stod et par blomsterpotter, og
de var fulde av blomster, — fuksier og geranier.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
