Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Verena Stadler - 7
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
— 144 —
Hun var avkræftet nu, tante Katharina. Aande-
drættet begyndte at svigte. Der gik en trækning
hen over det magre ansigt. Ogsaa i haanden,
som laa i Verenas, kjendtes der en trækning, og
saa mistet den sin kraft. Verena bøiet sig over
hende.
«Tante!» sa hun hastig.
Da kom der en gurglen fra den sykes bryst.
Overkroppen gled tilsiden. Verena løp efter lys,
og rev vinduet op for at faa’luft ind. Vinden
sprang begjærlig ind gjennem aapningen, løftet et
par fuksiagrener og kastet dem indover, saa at
de blev liggende paa karmen, vinkende og skjæl-
vende. Da der nu var kommet lys, laa tanten
der, stille, paa siden.
«Nu» — stammet Verena. En andægtig bæven
kom over hende. Hun behøvte ikke at spørre
hvad dette var. Hun la hende tilrette, strøk
nedover øienlaakene og la hænderne korsvis
paa brystet. Saa gik hun ut. Først dit hvor
Hilde var. Hun trodde hun sov, men hun sat og
strikket paa en barnetrøie.
«Bli ikke forskrækket,» sa Verena. Og saa
spurte hun: «Hvor er din mand?»
«I turnforeningen.»
«En av svendene maa hente ham. Hans mor
— er død.»
Hun skyndte sig ut og bort til svendenes værelse,
og fik en av dem op. Saa vækket hun piken.
Da hun kom tilbake stod Hilde og ventet ved
døren. Hun bad bende gaa og lægge sig, ti hun
var hvit som sne og skjalv som om hun frøs.
«Jeg sitter bestandig oppe til Wilhelm kommer.
Jeg tør ikke lægge mig før,». sutret hun. Og da
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
