Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Verena Stadler - 7
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
PD
gik tydelig av hendes blik, av øinene som fyldtes
med taarer. Det dirret om hendes mund; brystet
løftet sig under hendes kamp for at holde graaten
tilbake. Da hun kom saa langt at hun kunde
tale, sa hun — «du — blir du nu?» Og litt
efter sa hun et par ganger: «Du gaar vel ikke?»
Hvis Verena ikke hadde visst det før, saa hadde
hun nu kunnet merke, hvor sterkt den anden hang
ved hende og klynget sig til hende.
Omsider kom Wilhelm ind. «Friederike har
ikke fortalt mig det før nu,» %å han. Saa gik
han hen til sin kone, klappet hende med sin svære
haand og formante hende: «Gjør nu dette godt,
kone! — — Nu maa du tå dig sammen !»
Derpaa saa det ut som om han ikke visste hvad
han skulde ta sig til; han gik op 08 ned og
forlot snart værelset.
Imidlertid hadde Verena talt med jormoren.
Hun satte et betænkelig ansigt op.
«Doktor?» spurte Verena. Hun nikket.
Men borte i sengen för Hilde op. Hun saa
sig om med forvildede øine. «Jesus!» stammet hun.
Madammen gik ut, og Verena gik hen til sen-
gen. «Du maa ikke være saa bange,» Så hun,
og Hilde tok sig da litt sammen 0g grep efter
sin rosenkrans og en liten bønnebok som laa foran
hende paa sengetæppet. Ut av den gled der en
mængde helgenbilleder, vakre og brogede, paa fint
og skinnende papir; 08 fra bogens blade steg der
som en fin røkelsesduft. Hilde dreiet rosenkransen
mellem fingrene og begyndte at be ensformig og
hastig «priset være du,» og «fadervor». Fra tid
til anden avbrøt en krampe hendes stammen, 08
da holdt Verena hende og støttet hende. Det
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
