Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Verena Stadler - 7
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
— 150 —
foran huset. Alle steg ut. Wilhelm pustet tungt
ut, som om han med magt samlet sig sammen
igjen. Men saa nødet han slægtningerne som
vilde ta avsked, til at følge med ind. Med et
blik bad han Verena at hun maatte sørge for
traktement. Uten at si noget, gik hun rask et
lite stykke foran de andre op trappen. Deroppe
stod allerede Friederike og ventet. Hun saa
ængstelig ut. «Herregud saa længe dere blev.
Hun venter saa paa Dem,» tilføiet hun og pekte
paa Hildes sovekammerdør.
«Paa mig?» spurte Verena. Det var som om
hun vilde si: «Hvad har jeg med hende at gjøre?»
Wilhelm og slægtningerne var nu like efter dem.
«Hun venter og venter,» fortalte Friederike i
al hast. «Bare Verena kom! jamrer hun alt
i alt.»
I det samme kom en ældre kone ut fra sove-
værelset. «Bare De vilde komme ind, frøken,»
sa hun. «Hun længes saa efter Dem.» Da kunde
Verena ikke andet. «Du maa sætte frem til
slægtningerne,» sa hun, og gik saa ind til Hilde
som hun stod og gik, med hat og med sørgeslør.
Hun laa i sengen, blek og liten, med et ansigt
likesaa hvit som putetrækket. En hjælpeløshet
uten like, en skjælvende hemmelig jammer stod
præget deri. Det var som om hun saa bebrei-
dende op til Vorherre. «Se paa mig, Herregud.
Hvorfor satte du mig ind i livet, og gav mig
ingen kraft til at leve det.»
Da Verena kom ind, tok hatten av og gik hen
til sengen, løftet hun litt paa hodet. Blodet steg
hende op i kinderne. Hun behøvyet ikke at for-
tælle at hun hadde ventet paa hende. Det frem-
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
