Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Verena Stadler - 8
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Bg ig
Nu gik det i en dør, og Wilbelm kom ind.
Han var endnu i de samme klær, hvori han hadde
fulgt sin mor til graven. Siden var han ikke
kommet av klæerne. I forbigaaende streifet han
med sin brede haand hen over tæppet, som det
nystelte barn laa under i sin kurv. Da kom
graaten over ham, og han gik, uten at si et ord,
forbi Verena og mot døren. Men der vendte han
sig om og saa paa hende med de blaa øine fulde
av taarer. «Du blir vel?» sa han. Det var det
første, klare ord siden Hildes forfærdelige død,
og han ventet med tydelig spænding paa svaret.
«Naturligvis blir jeg — en tid» — svarte hun.
Da gik han atter hen til barnekurven. «Den
vil vi passe godt paa,» sa han og betragtet den
lille. Det var taktløst sagt, men en opbølgende
varm følelse hadde indgit ham det. Den trohjer-
tighet, som var hans væsens kjerne, laa i hans
blik og hele væsen.
Verena saa paa ham. Saaledes var han, den
hun hadde fattet godhet for. «Naturligvis skal
vi passe godt paa ham,» svarte hun. Og idet-
samme gik ogsaa hun hen til kurven hvor den
lille sov. OQgsaa i hende vældet der op noget,
som om hun hadde del i det hjælpeløse lille men-
neske, som der laa.
Wilhelm vendte sig imidlertid bort og forlot
værelset. Hun hørte at han atter gik ind til sin
døde kone.
Denne døde lille kone, hende la de den
anden dag i sin kiste. Det var som om de la et
barn hen, saa let og fint var det døde legeme.
Smertene grep Wilhelm paany, da han for sidste
gang saa den døde. «Saa god og snild,» fik han
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
