Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Verena Stadler - 8
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
— 165 —
hun ham gaa. Og saa samlet hun sine tanker.
Hun maatte komme til klarhet over, hvordan det
nu skulde bli. Oppe i tantens værelse vilde hun
se at faa alt klart for sig.
Det var ganske mørkt i rummet, da hun kom
op. Den lille sov. Verena satte sig hen til
vinduet. Natten hadde ikke engang stjerner, saa
at det stykke himmel hun saa, laa som et sort
teppe over hende. Bare op fra dypet, fra gaten,
kom der undertiden flakkende en rødlig lysning,
som før som en slikkende flamme henover hus-
væggen likeoverfor. Dernede brændte en lygt.
Verena sat og saa ut i himlens ensformige sorte.
Om det hadde været lyst vilde hun heller ikke
ha set noget, ti hendes blik gik indover. En
beslutning maatte fattes.
Ja, hun maatte jo bort. Og det gik ikke an.
Det var mot samvittigheten. Og — hvad var
det han hadde sagt — Wilhelm? — Gifte sig!
Munden skjalv. «Jamen kan du glæde dig nu,
Verena!» sa hun til sig selv. Han gjorde sig
ingen umake for at skjule at han tok hende fordi
han var nødt til det. Dette var anderledes —
aa Herregud hvor ganske anderledes det var,
end som huu for nogen aar siden hadde tænkt
sig det skulde komme. Fordi han maatte — var
nødt til det! — Men det var det netop. Det lot
sig ikke komme forbi. Han trængte hende. Trængte
hende bitterlig! Og det var feigt at løpe fra
det — feigt og egenkjærlig.
Hun reiste sig. Der var noget som slet sig
løs i hende. Hun støttet ryggen op mot vinduet.
Trængte hende gjorde han. Nuvel, la gaa! Saa
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
