Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Verena Stadler - 9
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
— 171 —
næsten sikkert, at nu begyndte det gamle liv
paany.
Hele uken holdt han sig rigtignok i ro hjemme.
Men søndag gik han atter. Og saa atter og atter.
Verena stemmet sig imot. Hun beholdt længe
sin ro og den faste godhet som formaadde saa
meget over ham. Men jo mere hun tapte sin
magt over ham, desto uroligere blev hun, og
mangen gang brast taalmodigheten, saa hun skjændte
paa ham. Men haarde ord gjorde ham trodsig,
og han blev da værre end før. Verena visste at
det ikke kunde vare saa længe, førend ogsaa
andre saa ind i den elendighet som hun nu
efterhaanden selv saa klart i øinene. Men i denne
nød gled al uro og utaalmodighet atter av hende.
Hendes viljes klarhet og hendes fasthet vokste
forunderlig med al den ynk som nu efterhaanden
opfyldte hendes egteskap. Prægtig og ubøiet
holdt hun sig, og gjorde alt hvad hun kunde for
det avmægtige menneske som var hendes mand.
Mangen gang naar hun sat i butiken, saa hun
over mot reformatorens statue. Hun glædet sig
fremdeles over den herlige skikkelse. Men hun
visste ikke at hun selv nu hadde en pande like
saa klar som han derborte ved sjøen; han som i
striden alletider stod fast og aldrig svigtet.
Og saa kom den dag som utjevner alt.
Wilhelm hadde hat sin gode uke. Han var
ikke gaat ut en eneste gang. Og ogsaa hjemme
hadde han været klar i hodet og hadde arbeidet
flittig. Saa kom lørdagen, den dag da han
bestandig pleiet at gaa i turnforeningen. Verena
visste rigtignok, at hans gang mere gjaldt kaféen
end turnhallen.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
