Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Søskende
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
i EE
— 195 —
han gik fra og til og stelte med ilden, indtil den gik
ut og sluknet, og det blev koldere og koldere. En-
delig kom han krypende bort til hende, og da
han saa, at hun laa vaaken, tok han atter om
hende og la sig saaledes at han dækket hende
for vinden. Stormen gav sig ikke, sneen heller
ikke, og natten var bælgmørk, kold, vældig og
forfærdelig.
«Maa vi dø?» hvisket Juliana engang. Gerold
saa trods mørket hendes store mørke øine lyse og
angsten i dem. Men han rykket bare nærmere
og sa ikke et ord. Vinden hadde dreiet sig nu.
Sneen føk ind til dem. Gutten følte, .hvor vaat
og kold den laa over ryggen paa ham; men ikke
alene det; den føk over ham og bort paa søsteren.
«Maa vi dø? gjentok hun stille, næsten fattet.
«Bed fadervor,» svarte broren Saa laa de atter
stille; han optat av den eneste tanke at dække
og varme barnet med sit eget legeme, og hun laa
stille hengiven, uten en klage. «Naar bare du
er hos mig, Gerold,» hvisket hun engang.
Men natten gik, og de levde endnu. Da det
graa dagslys seg ind, reiste han sig, stampet med
føtterne og slog med armene for at faa varmen i
sig. Der kom ogsaa en tynd rødme i de brune
kinder. «Nu spiser vi. Saa maa vi avsted,» sa
han. «Det blir en svær vei,» la han til, da de
svælget den sidste brødbit, og øinene søkte opover,
hvor fjeldryggen tegnet sig mot synsranden, skarpt
som om den var skaaret med en fin kniv.
Straks efter begyndte de opstigningen. Saa
længe det gik opover, gik de modige, næsten glade;
Gerold førte søsteren. De sank tilknæs i sneen
og det var forfærdelig tungt, men de dreves av
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
