Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Hvorledes Huber-Dres kom til ære - 2
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
— 233 —
var varme som ørkenstene; skogen stod wube-
vægelig og likesom død, og opover lierne var der
brungule flekker som om høstens død alt var be-
gyndt. Men elven som kom høit oppe fra Schyn,
strøk ned over .den stille dal med større dur og
magt end mnogensinde, rullet og tumlet med ste-
nene i sit leie, og kastet skum op paa steder
den aldrig hadde naadd før; ti den blev stor av
det bræerne svandt. Ved Wiggen var den paa
det mægtigste. Bønderne pustet. De haardføre
mennesker som lot vinteren rase, og aldrig brød
sig om hvor svært veiret var, de blev slappe og
tunge i kroppen i denne varme. Selv dyrene
tørstet efter regn.
Men gamle Andres blev bekymret for sin have,
sin kirkegaardshave, og atter gjorde han noget
som var forunderlig at se.
En aften efter arbeidstid da storbonden sat
utenfor sit hus paa sin bænk og røkte sin pipe,
og daglønneren nød hvilen staaende i sin falde-
færdige dør, mens kone og barn sat paa dør-
stokken — kom Dres med sit barnebarn gjennem
landsbyen. Først agtet de ikke videre paa den
gamle, men saa snarere efter Martha som nu var
seksten aar, gik med to lange lyse fletter ned
over ryggen, var slank og smidig, hadde et sundt,
vakkert ansigt og vilde snart være av dem som
kunde vise sig i dansen. Men fra Martha gik
deres blik bort paa noget Andres bar i haanden
— et her i Wiggen sjeldent instrument, en
blomstersprøite. Forundringen avløstes snart av
spot. Og saa var ogsaa smilet der, det med-
lidende smil med den dumme Andres. De be-
gyndte at forstaa hvad det var han hadde for
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
