Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Hvorledes Huber-Dres kom til ære - 1 - 2
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
— 232 —
«Jo det vil jeg da. Vorherre finder mig naar
han vil, hvor jeg saa er.»
Og endnu mere end før trak de andre paa
skuldrene av ham. «Ja den Dres. Saa enfoldig
han er! Det var nok ikke mange som tok imot
alt slik, uten at mukke.» Og saa blev da den
gamle, trods den tjeneste han viste folk, et sam-
tidig foragtet og upaaagtet menneske. Ja Wig-
generne tiltok sig efterhaanden ret til at se ned
paa ham. De mente han maatte være glad til
at ta imot den lille løn kommunen utbetalte ham
for at være graver, og tilsidst vendte de for-
holdet helt om og kom til den trøsterike over-
bevisning, at det var saa langt fra at de var ham
tak skyldig, at det meget mer var ham som burde
takke dem.
Men det er jo ofte saa forunderlig, hvor men-
neskene kan bo længe sammen og se paa hin-
anden med hverdagsøine, uten at opdage noget
stort eller godt eller bemerkelsesværdig ; men saa
en dag kan det hænde, at Gud Herren slaar et
dumpt og drønende slag paa en ambolt, og en av
dem stiger frem av dagligdagshetens ramme, og
det er som om han vokser for deres øine, og han
staar for dem som adlet. Saaledes gik det —
rigtignok indenfor en beskeden ramme — med
gamle Dres.
2.
Der gik en glohet sommer henover Wiggen.
En sommer fattig paa regn. Sneen svandt fra
gletscherne, saa den graa is laa bar. Klipperne
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
