Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Karain: et Minde - II
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Hvile og hans Tanker; han kendte hans Planer,
vogtede hans Hemmeligheder; ufølsom bag sin
urolige Herre, uden at gøre den mindste Bevægelse,
mumlede han henover hans Hoved i en beroligende
Tone nogle Ord, som det ikke var let at opfatte.
Det var kun, naar han var om Bord paa Skon-
nerten, omgivet af hvide Ansigter, af Syner og Lyd,
som han ikke var fortrolig med, at Karain syntes
at glemme denne sælsomme Besættelse, der slyngede
sig som en sort Traad gennem hans offentlige Livs
overdaadige Pragt. Om Natten behandlede vi ham
paa en jævn og ligefrem Maade, uden dog at gaa
saa vidt, at vi klappede ham paa Skulderen, thi der
er Friheder, som man ikke maa tage sig overfor
en Malaj. Han sagde selv, at han ved saadanne
Lejligheder kun var en Privatmand, som kom for
at besøge andre Privatmænd, hvem han ansaa for
at være af ligesaa ædel Slægt, som han selv var.
Jeg har en Anelse om, at han lige til det sidste
troede, at vi var Regeringens Udsendinge, i al Hemme-
lighed officielle Personer, som ved vor ulovlige Han-
del fremmede en eller anden skjult, storpolitisk
Plan. Vore Benægtelser og Protester nyttede ikke.
Han smilede kun med diskret Høflighed og spurgte
om Dronningen. Ethvert Besøg begyndte med dette
Spørgsmaal; han var umættelig med Hensyn til
Detailler; han var betaget ved Tanken om, at hun
bar et Scepter, hvis Skygge strakte sig fra Vesten
overjorden og over Havene og langt ud over hans
egen Haandsbredde erobret Land. Han stillede en
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
