Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Karain: et Minde - II
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
len. Den gamle Sværdbærers Ansigt, det udslidte
og sørgmodige Ansigt, saa fuldt af Rynker, at det
syntes at kigge ud gennem Maskerne af et fint,
mørkt Næt, kunde ses lige over hans Skulder.
Karain gik aldrig nogetsteds hen uden denne Led-
sager, som stod eller sad lige bagved ham. Han
nærede Afsky mod at have et aabent Rum bag
sin Ryg. Det var mere end Afsky — det lignede
Frygt, en nervøs Optagethed af, hvad der foregik,
hvor han ikke kunde se. I Betragtning af hans
Omgivelsers iøjnefaldende og ivrige Loyalitet var
dette uforklarligt. Han var alene midt iblandt Mænd,
der var ham hengivne; han var sikker imod en
Nabos Baghold eller en Broders Ærgærrighed; og
dog havde mere end een af vore Gæster forsikret
os, at deres Hersker ikke kunde udholde at være
alene. De sagde: »Selv naar han spiser og sover,
er der altid i hans Nærhed en Mand paa Vagt,
som har Styrke og Vaaben.« Der var ganske rig-
tigt altid en Mand i hans Nærhed, skønt vore Hjem-
melsmænd ikke havde noget Begreb om denne
Vagtmands Styrke og Vaaben, som begge var
skyggeagtige og frygtelige. Vi lærte dem at kende,
men først senere, da vi hørte Historien.
Imidlertid lagde vi Mærke til, at selv under de
vigtigste Sammenkomster foer Karain ofte sammen,
og han afbrød Samtalen og førte Haanden bagud
med en pludselig Bevægelse for at føle, om den
gamle Fyr var der. Og den gamle Fyr, uudforskelig
og træt, var der altid. Han delte hans Føde, hans
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
