Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Karain: et Minde - III
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
med ham til langt ud paa Natten i hans Kampong,
foer han op. Et stort, klart Baal flammede i Lun-
den; Lys og Skygger dansede sammen mellem
Træerne; i den stille Nat svirrede Flaggermus ind
og ud mellem Grenene som løsrevne Flager af et
tættere Mørke. Han snappede Sværdet fra den
gamle Mand, rev det ud af Skeden og jog Spidsen
ned i Jorden. Paa den tynde, ranke Klinge svajede
Sølvhjaltet, da han slap det, foran ham som et
levende Væsen. Han traadte et Skridt tilbage, og
med dæmpet Røst talte han barsk til det dirrende
Staal: »Hvis der er Kraft i Ilden, i Jærnet, i Haan-
den, som smeddede dig, i Ordene, som blev talte
over dig, i mit Hjærtes Attraa, og i dine Skaberes
Visdom — da skal vi tilsammen vinde Sejr!« Han
trak det op og saa langs Eggen. »Tag det,« sagde
han over sin Skulder til den gamle Sværdbærer.
Denne sad uden at lade sig røre, aftørrede Spidsen
med en Flig af sin Sarong, stak Vaabenet i Skeden
og lagde det varsomt over sine Knæ uden at kaste
et eneste Blik op paa sin Herre. Karain var pludse-
lig bleven meget rolig og satte sig ligeledes med
værdig Holdning. Efter denne Hændelse opgav vi
at gøre Indvendinger og lod ham følge sin egen
Vej til et hæderligt Nederlag. Alt, hvad vi kunde
gøre for ham, var at sørge for, at Krudtet var Pri-
sen værd og Bøsserne tjenstdygtige om end gamle.
Men Legen blev tilsidst for farlig; og ihvorvel
vi, der havde trodset Faren ret tit, ikke tænkte syn-
derligt paa den, traf nogle højst agtværdige Folk,
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
