Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Karain: et Minde - III
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
der sad trygt i deres Kontorer, den Afgørelse paa
vore Vegne, at Risikoen var for stor, og at der
kun skulde gøres een Tur endnu. Efter paa sæd-
vis Vis at have givet mange vildlende Vink med
Hensyn til vort Bestemmelsessted smuttede vi bort
i al Stilhed og løb ind i Bugten efter en meget
hurtig Overrejse. Det var tidligt om Morgenen, og
endnu inden Ankeret faldt, var Skonnerten omgivet
af Baade.
Det første, vi hørte, var, at Karains hemmelig-
hedsfulde Sværdbærer var død for nogle Dage
siden. Vi tillagde ikke denne Nyhed stor Vigtighed.
Det var ganske vist vanskeligt at tænke sig Karain
uden hans uadskillelige Følgesvend; men Manden
var gammel, han havde aldrig talt til nogen af os,
vi havde næppe nok nogensinde hørt Lyden af hans
Stemme; og vi var komne til at betragte ham som
en livløs Genstand, som hørende med til vor Vens
officielle Prydelser — ligesom det Sværd, han havde
baaret, eller den frynsede røde Paraply, der blev
stillet til Skue i de officielle Processioner.
Karain besøgte os ikke den Eftermiddag som
sædvanligt. En Hilsen og en Foræring af Frugt og
Grøntsager naaede ud til os før Solnedgang. Vor
Ven betalte os som en Bankier men behandlede os
som en Fyrste. Vi blev siddende oppe og ventede
paa ham til Midnat. Under Solsejlet agterude sad
den skæggede Jackson, klimprende paa en gammel
Guitar og sang med en skrækkelig Udtale spanske
Elskovsviser; mens unge Hollis og jeg laa, ligesaa
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>