Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Karain: et Minde - III
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
af mig. Han syntes et Øjeblik at lytte, at vente
et eller andet; saa vedblev han:
»Han kan ikke komme herud — derfor opsøgte
jeg jer. Jer hvide Mænd, som foragter de usynlige
Røster. Han kan ikke taale eders Vantro og eders
Styrke.«
Han tav en Stund og udbrød derpaa sagte:
»Aa, hvor de Vantro er stærke!«
»Her er ingen andre end du — og vi tre,<
sagde Hollis roligt. Han laa støttet paa Albuen
med Hovedet i Haanden og rørte sig ikke.
»Jeg véd det,« svarede Karain. »Han har al-
drig fulgt mig herud. Var den vise Mand ikke altid
ved min Side? Men siden den gamle, vise Mand,
som kendte min Sorg, er død, har jeg hørt Stem-
men hver Nat. I mange Dage lukkede jeg mig
inde i Mørke. Jeg kan høre Kvindernes sørgmodige
Mumlen, Vindens og de rindende Vandes Hvisken,
Vaabnenes Klirren i trofaste Mænds Hænder, deres
Fodtrin — og hans Stemme! . . . . Tæt ved . . . .
ganske tæt! Helt ind i mit Øre! Jeg følte, at
han var tæt ved mig . . . . Hans Aandepust be-
rørte min Hals. Jeg sprang ud uden et Skrig.
Rundt om mig sov Menneskene roligt. Jeg løb ned
til Havet. Han løb ved min Side uden Fodtrin og
hviskede gamle Ord — hviskede ind i mit Øre med
sin gamle Stemme. Jeg løb ud i Vandet; jeg
svømmede ud til jer med min Kris mellem mine
Tænder. Bevæbnet flygtede jeg for et Aandepust
— til jer. Tag mig med til jert Land. Den vise,
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
