Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Karain: et Minde - III
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
gamle Mand er død, og med ham er Kraften i hans
Ord og Galder forsvunden. Og jeg har ingen, hvem
jeg kan fortælle det. Der er ingen her, som er
trofast nok og vis nok til, at jeg kan betro ham
det. Det er kun i eders Nærhed, I Vantro, at min
Sorg svinder bort som en Taage for Dagens Øje.«
Han vendte sig til mig.
»Med dig vil jeg gaa!« udbrød han med mere
dæmpet Stemme. »Med dig, der kender saa mange
af os. Mit Ønske er at forlade dette Land — mit
Folk . . . . og ham — dér!«
Med rystende Finger pegede han paa Maa og
Faa over sin Skulder.
Det var ikke let for os at se paa denne vold-
somme Fortvivlelse, hvis Grund vi ikke kendte.
Hollis stirrede vist paa ham. Jeg spurgte mildt:
»Hvor er Faren?«
»Alle andre Steder end her,« svarede han sørg-
modigt. »Overalt hvor jeg er. Han venter paa mig
paa Stierne, under Træerne, paa det Sted, hvor jeg
sover — alle andre Steder end her.«
Han saa sig om i den lille Kahyt, saa paa de
malede Bjælker, paa Skoddernes falmede Lakering;
han saa sig om, som om han appellerede til hele
dens lurvede Usædvanlighed, til det uordentlige
Virvar af Ting, han ikke var fortrolig med, Ting,
som hørte til et uforstaaeligt Liv fuldt af Hastværk,
af Kraft, af Anstrængelse, af Vantro — til hvide
Mænds stærke Liv, som glider frem uimodstaaeligt
og haardt paa Randen af det ydre Mørke. Han
Conrad: Hvileløse Historier. o
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
