Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Karain: et Minde - IV
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
og tænkte og tænkte, indtil jeg pludselig atter kunde
se Billedet af en Kvinde, skøn og ung og fornem
og stolt og kærlig, som drog bort fra sit Land og
sit Folk. Matara sagde: »Naar vi finder dem, vil
vi dræbe hende først for at aftvætte Vanæren —
og saa maa Manden dø.« Jeg plejede at svare:
»Saadan skal det være; Hævnen er din.« Han stir-
rede længe paa mig med sine store, indsunkne Øjne.
Vi vendte tilbage til Kysten. Vore Fødder
blødte, vore Legemer var afmagrede. Klædte i
Pjalter sov vi i Læ af Stengærder; smudsige og
magre luskede vi om ved hvide Mænds Gaardporte.
Deres lodne Hunde gøede ad os, og deres Tjenere
raabte i lang Afstand: »Gaa bort!« Uslinger af
ringe Herkomst, som holder Vagt i Gaderne mellem
Sten-Kampongerne, spurgte os, hvem vi var. Vi
løj, vi logrede, vi smilede med Had i vore Hjærter,
og vi vedblev at spejde hist og spejde her efter
hende, efter Kvinden, som havde brudt sin Tro og
derfor maatte dø. Vi spejdede. Tilsidst troede
jeg i hver Kvindes Ansigt at se hendes. Vi løb
hurtigt. Nej! Stundom hviskede Matara: »Dér
er Manden!« Og vi krøb sammen og ventede.
Han kom nærmere. Og saa var det ikke Manden
— de Hollændere ligner alle hinanden. Vi led
Skuffelsens Kvaler. I min Søvn saa jeg hendes An-
sigt og var baade glad og bedrøvet . . . . Hvor-
for? . . . . Jeg syntes, at jeg hørte en Hvisken tæt
ved mig. Jeg vendte mig hurtigt om. Hun var der
ikke! Og mens vi traskede møjsommeligt fra Stenby
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
