Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Karain: et Minde - V
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
paa Illusioner, der er ligesaa hvileløse som Menne-
skene; paa de trofaste og troløse Illusioner, paa
Illusioner, som skænker Glæde, som skænker Sorg,
som skænker Smærte, som skænker Fred; paa de
uovervindelige Illusioner, som kan faa Liv og Død
til at synes rolige, begejstrende, forpinte eller uædle.
En Mumlen hørtes; Stemmen udefra syntes at
glide ud fra en drømmende Verden og ind i Ka-
hyttens Lampelys. Det var Karain, der talte.
»Jeg levede i Skoven.
Hun kom ikke mere. Aldrig! Ikke en eneste
Gang! Jeg levede alene. Hun havde glemt alt.
Og det var godt. Jeg trængte ikke til hende; jeg
trængte ikke til nogen. Jeg fandt en forladt Hytte
i en gammel Rydning. Ingen kom mig nær. Un-
dertiden hørte jeg langt borte Stemmer af Folk,
som fulgte en Sti. Jeg sov; jeg hvilede; der var
vild Ris, Vand fra en rindende Bæk — og Fred!
Hver Nat sad jeg alene ved mit lille Baal udenfor
Hytten. Mange Nætter gled hen over mit Hoved.
Da, en Aften, mens jeg sad ved mit Baal efter
at have spist, saa jeg ned mod Jorden og begyndte
at mindes mine Vandringer. Jeg løftede Hovedet.
Jeg havde ikke hørt nogen Lyd, Raslen eller Fod-
trin — men jeg løftede Hovedet. En Mand kom
henimod mig tværs over den lille Rydning. Jeg
ventede. Han kom hen til mig uden at hilse og
satte sig ned i Baalets Skær. Saa vendte han An-
sigtet imod mig. Det var Matara. Han stirrede
bistert paa mig med sine store, hule Øjne. Natten.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
