Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Karain: et Minde - V
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
a
m
var kold; Baalet mistede pludselig sin Varme, og
han stirrede paa mig. Jeg rejste mig, gik bort
derfra og lod ham sidde ved Baalet, der ingen
Varme gav.
Hele den Nat gik jeg, og hele den næste Dag,
og om Aftenen tændte jeg et stort Baal og satte
mig ned — for at vente paa ham. Men han kom
ikke ind i Lysskæret. Jeg hørte ham i Buskene
hist og her, hviskende, hviskende. Tilsidst forstod
jeg — jeg havde hørt de Ord før: »Du er min Ven
— dræb med et sikkert Skud.«
Jeg udholdt det, saa længe jeg kunde — saa
sprang jeg bort, som jeg nu i Nat sprang over mine
llisader og svømmede ud til jer. Jeg løb — jeg
grædende som et Barn, hvem man har forladt
alene og langt borte fra Hytterne. Han løb ved
min Side, uden Fodtrin, hviskende, hviskende —
usynlig men hørlig. Jeg søgte til Folk —jeg trængte
til Mennesker omkring mig! Mennesker, som ikke
var døde! Og paany vandrede vi to sammen.
Jeg opsøgte Fare, Kamp og Død. Jeg kæmpede
med i Atjeh-Krigen, og et tappert Folk undrede sig
over en Fremmeds Kækhed. Men vi var to; han
afværgede Huggene . . . . Hvorfor? Jeg længtes
efter Fred, ikke efter Liv. Og ingen kunde se ham;
Jngen vidste det — og jeg vovede ikke at fortælle
nogen det. Undertiden forlod han mig, men kun
for en kort Stund; saa kom han tilbage og hviskede
eller stirrede. Mit Hjærte var sønderrevet af en
sælsom Frygt, men kunde ikke dø.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
