Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Karain: et Minde - V
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Jackson stod med de bare Arme korslagte og læ-
nede Skuldrene mod Kahytsskoddet. Han bøjede
sit Hoved for Dæksbjælken; hans lyse Skæg bredte
sig pragtfuldt over hans Bryst; han saa kolossal,
kraftesløs og mild ud. Der var noget trist ved
hele Kahyttens Udseende; det var, som om Luften
i den langsomt fyldtes af Hjælpeløshedens grusomme
Kulde, af Egenkærlighedens ubarmhjærtige Harme
imod en sig paatrængende Smærtes ufattelige Form.
Vi havde ingen Anelse om, hvad vi skulde gøre;
og vi begyndte bitterligt at vredes over den haarde
Nødvendighed at skaffe os af med ham.
Hollis grundede, og mumlede saa pludselig med
en kort Latter:
»Styrke . . . . Beskyttelse . . . . Tryllemiddel.«
Han lod sig glide ned fra Bordet og forlod
Kahytten uden at tilkaste os et Blik. Det saa ud,
som om han var gemen nok til at desertere. Jack-
son og jeg vekslede indignerede Blikke. Vi kunde
høre ham rumstere i sin lillebitte Kahyt- Vilde
Slubberten virkelig gaa i Seng? Karain sukkede.
Det var ikke til at holde ud!
Saa kom Hollis tilbage med et lille Læderskrin
i begge Hænder. Han satte det forsigtigt paa Bor-
det og saa paa os med en underlig Gispen, syntes
vi, som om han af en eller anden Grund var bleven
maalløs et Øjeblik eller havde sine ethiske Betænke-
ligheder ved at fremtage dette Skrin. Men et Øje-
blik efter gav hans Ungdoms uforskammede og
ufejlbarlige Visdom ham det fornødne Mod. Mens
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
