Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Karain: et Minde - VI
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
til Tider — og som ikke vilde finde sig i den bedste
Gengangers Vrøvl for saadan en Bagatel som vor
Vens Skud. Se nu ikke saa lynslagne ud, Kamme-
rater. Hjælp mig at faa ham til at tro — deraf
afhænger alt.«
»Hans Folk bliver forfærdet,« mumlede jeg.
Hollis saa paa Karain, der saa ud som en Le-
gemliggørelse af den højeste Grad af tavs Sinds-
bevægelse. Han stod stiv som en Støtte, med til-
bagekastet Hoved; hans Øjne rullede vildt og
lynede; de udspilede Næsebor dirrede.
»Aa saa for Pokker!« sagde Hollis tilsidst.
»Han er en flink Fyr. Jeg vil give ham noget, som
jeg virkelig kommer til at savne.«
Han tog Baandet op af Skrinet, smilede haan-
ligt til det, og klippede derpaa med en Saks et
Stykke ud af Handskens Haandflade.
»Jeg vil lave ham saadan en Tingest, som de
italienske Bønder bærer, forstaar I.«
Han syede Mønten ind i det bløde Skind, syede
Skindet til Baandet og bandt Enderne sammen.
Han arbejdede hurtigt. Karain holdt hele Tiden
Øje med hans Fingre.
»Kom saa,« sagde han og traadte henimod
Karain. De saa hinanden lige ind i Øjnene. Karains
stirrede med et fortabt Blik, men Hollis’ syntes at
blive mørkere og fik et bydende og tvingende Ud-
tryk. De dannede en slaaende fContrast til hinanden
_ den ene ubevægelig og broncefarvet, den anden
blændende hvid og løftende Armene, hvis kraftige
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
