Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Karain: et Minde - VI
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Muskler spillede let under en Hud saa blank som
Atlask. Jackson traadte hen til dem med en Mine
som en Mand, der stiller sig Ryg mod Ryg med
en Kammerat i en farlig Situation. Jeg pegede paa
Hollis og sagde med Vægt:
»Han er ung, men han er vis. Tro paa ham!«
Karain bøjede sit Hoved. Hollis kastede let
det mørkeblaa Baand over det og traadte tilbage.
»Glem, og hav Fred!« udraabte jeg.
Karain syntes at vaagne op af en Drøm. Han
sagde: »Ha!« og rystede sig, som om han afkastede
en Byrde. Han saa sig om med en tillidsfuld Mine.
En eller anden oppe paa Dækket trak Presenningen
fra Skylightet, og et Væld af Lys strømmede ned
i Kahytten. Det var allerede Morgen.
»Det er paa Tide, at vi kommer paa Dækket,«
sagde Jackson.
Hollis trak en Frakke paa, og vi gik op med
Karain i Spidsen.
Solen var staaet op bagved Bjærgene, og deres
lange Skygger strakte sig vidt ud over Bugten i det
perleklare Lys. Luften var klar, ren og kølig. Jeg
pegede mod den gule, sandede Breds krumme
Linie.
»Han er der ikke,« sagde jeg med Eftertryk til
Karain. »Han venter ikke mere. Han er forsvunden
for stedse.«
Et Bundt klare, varme Solstraaler foer ned mod
Bugten mellem to Bjærgtoppe, og som ved et
5*
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
