Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Idioterne
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
nem Mørket. En Kvinde jamrede. En gammel
Mand sagde alvorligt:
»Den Slags Væsener bør man ikke give sig
af med.«
Langsommere gik de videre, sjokkende i San-
det, der gav efter under deres Fødder, og hvi-
skede til hinanden, at Millot ikke var bange for
noget, for han havde ingen Religion, men at det
nok en Gang vilde tage en Ende med Forskræk-
kelse.
Suzanne mødte den stigende Flod ved Ravne-
holmen og standsede pustende, med Fødderne i
Vandet. Hun hørte Havets Mumlen og følte dets
kolde Kærtegn, og nu da hun var roligere, kunde
hun se Ravneholmens mørke og forvirrede Masse
paa den ene Side og paa den anden den lange,
hvide Strime af Molene-Sandet, som ved hver Ebbe
ligger højt over Fougére-Bugtens tørre Bund. Hun
vendte sig om, og langt borte imod Himlens
stjærneklædte Baggrund saa hun Kystens ujævne
Omrids. Over den, næsten lige udfor hende, hævede
Ploumar Kirketaarn sig — en slank, høj Pyramide,
der skød som en mørk Spids op i det funklende
Virvar af Stjærner.
Hun følte en sælsom Ro. Hun vidste, hvor
hun var, og begyndte at mindes, hvordan hun var
kommen der — og hvorfor. Hun stirrede ud i det
tætte Mørke omkring sig. Hun var alene. Der var
intet; intet i Nærheden af hende, hverken levende
eller dødt.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
