Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Idioterne
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
rædselsslagen. Hun hørte tunge Aandedræt og Klap-
ren af Træsko. De standsede.
»Hvor Satan smuttede du nu forbi?« sagde en
usynlig Mand hæst.
Hun holdt Vejret. Hun genkendte Stemmen.
Hun havde ikke set ham falde. Forfulgte han hende
her død, eller maaske . . . levende?
Hun tabte Hovedet. Fra Spalten, hvor hun
laa sammenkrøben, skreg hun:
»Aldrig! Aldrig!«
»Naa, dér er du endnu. Det er en rar Tur,
du her har faaet mig ud paa. Vent lidt, min Skøn-
hed; efter alt dette maa jeg dog se, hvordan du
ser ud. Vent du bare lidt . . . .«
Millot snublede af Sted, leende og bandende
meningsløst af lutter Tilfredshed, fornøjet med sig
selv, fordi det var lykkedes ham at indhente den
Nattevandrerske.
»Som om der overhovedet gaves saadan noget
som Spøgelser! Pyt! Der maatte en gammel
afrikansk Soldat til at vise de Knoldesparkere . . .
Men det var da pudsigt. Hvor Satan var hun
henne?«
Suzanne lyttede sammenkrøben. Han kom efter
hende, denne døde Mand. Der var ingen Flugt
mulig. Hvilken Støj han gjorde blandt Stenene . • •
Hun saa hans Hoved hæve sig, derpaa hans Skuldre.
Han var høj — hendes egen Mand! Han fægtede
med de lange Arme, og det var hans egen Stemme,
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
