Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Idioterne
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
der forfulgte hende i denne Verden, og hvis Læng-
sel efter en Arving, som skulde være ligesom andre
Folks Børn, end ikke Døden kunde døve.
»Hov! Hvad for noget?« udbrød Miilot og
holdt sig forsigtigt i Afstand. Han sagde til sig selv :
»Se sel Hun er nok ikke rigtigt velforvaret. Bare
her ikke snart hænder en Ulykke.«
Hun vedblev vildt:
»Jeg vil leve. Leve alene — en Uge — en
Dag. Jeg maa forklare dem . . . . Jeg vilde rive
dig i Stumper og Stykker, jeg vilde dræbe dig tyve
Gange i Rad hellere end at lade dig røre mig, mens
jeg lever. Hvor mange Gange skal jeg dræbe dig
— du Gudsbespotter! Det er Satan, der sender
dig herhen. Jeg er ogsaa fordømt!«
»Nej, hør nu,« sagde Millot, urolig og forsonlig,
»jeg er lyslevende . . . . Ih, Gud fri os!«
Hun havde skreget- »Levende!« og forsvandt
øjeblikkeligt for hans Øjne, som om Jorden var
gledet til Side under hendes Fødder.
Millot styrtede frem og kastede sig ned med
Hagen ud over Klippekanten. Langt nede saa han
Vandet skumme under hendes Kamp og hørte eet
eneste Raab om Hjælp, der syntes at fare opad
langs Klippens lodrette Flade og svæve til Vejrs,
lige op i den høje og ligegyldige Himmel.
Madame Levaille sad med tørre Øjne paa Bakke-
skræntens korte Græs, med sine tykke Ben udstrakte
og sine gamle Fødder stikkende til Vejrs i deres
sorte Klædessko. Hendes Træsko stod tæt ved,
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
