Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - En fremskudt Post - I
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
»I hvert Fald er jeg da af med dem for det
næste halve Aar,« svarede Direktøren.
De to Mænd saa efter Damperen, indtil den
drejede om Pynten. Saa gik de Arm i Arm op ad
den skraa Flodbred og tilbage til Stationen.
De havde kun været ganske kort Tid i dette
vældige, mørke Land, og hidtil altid iblandt andre
hvide Mænd, under deres Overordnedes Opsyn og
Vejledning. Og hvor sløve de end var overfor Om-
givelsernes fine Indflydelser, følte de sig dog nu i
høj Grad alene, da de pludselig stod uden Hjælp
Ansigt til Ansigt med Urskoven — en Urskov, der
blev endnu sælsommere og uforstaaeligere ved de
hemmelighedsfulde Glimt af det rige Liv, den inde-
holdt.
De var to fuldstændig ubetydelige og uduelige
Individer, af den Slags, hvis Eksistens kun gøres
mulig af civiliserede Menneskemængders højtudviklede
Organisation.
Faa Mennesker gør sig det klart, at deres Liv,
det egentligste Indhold af deres Karakter, deres
Ævner og deres Vovestykker kun er et Udtryk for
deres Tro paa deres Omgivelsers Sikkerhed. Modet,
Sindsroen, Tilliden; Sindsbevægelserne og Principerne;
hver stor og hver ubetydelig Tanke tilhører ikke
Individet men Mængden — Mængden, der blindt
tror paa sine Institutioners og sine Moralbegrebers
uimodstaaelige Kraft, paa sit Politis og sin offentlige
Menings Magt. Men at komme i Berøring med ren,
usvækket Vildhed, med den primitive Natur og det
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
