Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - En fremskudt Post - I
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
primitive Menneske, bringer pludselig og dyb Uro
i Hjærtet. Til Følelsen af at være afskaaret fra
andre af sin Slags, til den klare Forstaaelse af sine
Tankers og Følelsers Ensomhed — til Negationen
af det sædvanlige, som er sikkert, føjes endvidere
Bekræftelsen af det usædvanlige, som er farligt; en
Fornemmelse af utydelige, ubeherskelige, frastødende
Ting, hvis forstyrrende Indtrængen ophidser Indbild-
ningskraften og i lige Grad piner Taabens og Vis-
mandens civiliserede Nerver.
Kayerts og Carlier gik Arm i Arm og holdt
sig tæt til hinanden, som Børn gør i Mørke. Og
de havde begge den samme, ikke helt ubehagelige
Følelse af en Fare, som man halvvejs har mistænkt
for at være indbildt.
De passiarede uafladeligt i en fortrolig Tone.
»Vor Station ligger kønt,« sagde den ene.
Den anden bekræftede det begejstret og ud-
bredte sig veltalende over Stedets Skønheder.
Saa kom de forbi Graven.
»Stakkels Fyr,« sagde Kayerts.
»Han døde af Feber, ikke sandt?« brummede
Carlier og standsede pludselig.
»Aa,« svarede Kayerts indigneret, »jeg har hørt,
at Mennesket uforsigtigt udsatte sig for Solen. Kli-
maet her, siger alle Mennesker, er aldeles ikke værre
end hjemme, saa længe man blot holder sig i Skyg-
gen. Hører De, Carlier ? Jeg er Chef her, og jeg
beordrer Dem til ikke at udsætte Dem for Solen 1
«
Det var i en spøgende Tone, at han optraadte
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
