Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Lagunen
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
hørte hun Stemmer, der kaldte paa hende ude fra
Vandet, og kæmpede med mig, som holdt hende
tilbage. Men siden Solen stod op i Morges, hører
hun intet — hun hører ikke mig. Hun ser intet.
Hun ser ikke mig — mig!«
Han stod tavs et Minut; saa spurgte han sagte:
»Tuan, dør hun?«
»Jeg er bange for det,« svarede den hvide
Mand sørgmodigt.
Han havde kendt Arsat for mange Aar siden
i et fjærnt Land i urolige, og farlige Tider, da man
ikke kaster Vrag paa nogen Mands Venskab. Og
efter at hans malajiske Ven uventet havde taget
Bolig i Hytten paa Lagunen sammen med en
fremmed Kvinde, havde han jævnlig sovet der paa sine
Rejser op og ned ad Floden. Han holdt af Manden,
der forstod at være trofast i Raad og frygtløs i
Kamp ved sin hvide Vens Side. Han holdt af ham
— maaske ikke saa meget, som en Mand holder
af sin Yndlingshund — men han holdt alligevel nok
af ham til at hjælpe ham uden at stille Spørgsmaal
og til stundom midt under sine egne Forretninger
at sende en uklar og taaget Tanke til den ensomme
Mand og Kvinden med det lange Haar, det kække
Ansigt og de triumferende Øjne, som levede
sammen skjulte af Skovene — alene og frygtede.
Den hvide Mand kom ud af Hytten netop i
rette Tid til at se Solnedgangens uhyre Ildebrand
slukkes af de rappe og lurende Skygger, der steg
som en sort, uhaandgribelig Damp op over
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
