Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Lagunen
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Jeg mindes.... Tuan, mindes du de gamle Dage?
Mindes du min Broder?«
»Ja,« svarede den hvide Mand.
Malajen rejste sig brat og gik ind. Den anden
blev siddende stille udenfor og kunde høre hans
Stemme inde i Hytten. Arsat sagde: »Hør mig!
Tal!« Hans Ord efterfulgtes af dyb Stilhed. »O
Diamelen!« raabte han pludselig. Efter dette
Udbrud kom et dybt Suk. Arsat kom ud og lod sig
igen synke ned paa sin forrige Plads.
De sad i Tavshed foran Baalet. Der var ikke
en Lyd inde i Huset, der var ikke en Lyd i deres
Nærhed; men langt ude paa Lagunen kunde de høre
Rorkarlenes Stemmer gjalde stødvis og tydeligt
over det stille Vand. Baalet i Sampanens Bov
skinnede svagt i det fjærne med en taaget, rød
Glød. Saa døde det hen. Stemmerne tav. Land
og Vand sov, usynlige, ubevægelige og stumme.
Det var, som om der intet andet var tilovers af
Verden end Stjærnernes Funklen, der dalede,
uophørlig og unyttig, ned gennem Nattens sorte Stilhed.
Den hvide Mand stirrede med vidt opspilede
Øjne lige ud for sig i Mørket. Døden med dens
Rædsel og tryllende Tiltrækningskraft, dens Ævne
til at vække Tanker og Undren — Døden, den nære,
uundgaaelige, usynlige, dyssede hans Races
medfødte Hvileløshed til Ro og satte hans uklareste,
inderste Tanker i Bevægelse. Den stedse rede
Mistanke om Ondt, den nagende Mistanke, der ligger
paa Lur i vore Hjærter, strømmede ud i Stilheden
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
