Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Lagunen
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Styrmand end min Broder. Mange Gange havde vi to
tilsammen sejret i Kaproning med den Kano. Men
aldrig havde vi anspændt vore Kræfter, som vi
gjorde nu — nu da vi for sidste Gang roede
sammen! Der var ingen kækkere eller stærkere Mand
i vort Land end min Broder. Jeg turde ikke spilde
Kræfter paa at vende mit Hoved og se paa ham,
men hvert Øjeblik hørte jeg hans Aandedræt blive
mere og mere hvæsende bag mig. Alligevel sagde
han ikke noget. Solen stod højt. Heden brændte
paa min Ryg som en Ildslue. Mine Ribben var
nær ved at sprænges, men jeg kunde ikke længere
faa Luft nok ned i Brystet. Og da følte jeg, at
jeg maatte udraabe med mit sidste Aandedræt:
‚Lad os holde Hvil!‘.... ‚Godt!‘ svarede han;
og hans Stemme var fast. Han var stærk. Han
var kæk. Han kendte ikke til Frygt og ikke til
Træthed.... Min Broder!«
En mægtig men sagte Susen, en vældig men
svag Susen, en Susen af skælvende Blade, af svajende
Kviste, løb gennem Skovens labyrintiske Dybder,
løb over Lagunens stjærnefunklende, blanke Flade,
og Vandet mellem Husets Støtter slikkede op ad
det slimede Tømmer een Gang med et pludseligt
Plask. Et varmt Vindpust strejfede de to Mænds
Ansigter og foer videre med en sørgmodig Lyd —
et lydeligt men kort Pust, som et uroligt Suk af
den drømmende Jord.
Arsat vedblev med jævn og sagte Stemme:
»Vi løb vor Kano op paa den hvide Strand i
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
