Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Lagunen
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
taget Kampen op med hele Menneskeheden. Men
jeg havde hende — og —«
Hans Ord fløj rungende ud i det tomme Rum.
Han tav og syntes at lytte til dem, mens de døde
hen langt borte — uhjælpelige, uigenkaldelige. Saa
sagde han roligt:
»Tuan, jeg elskede min Broder.«
Et Vindpust fik ham til at gyse. Højt oppe over
hans Hoved, højt oppe over det tavse Taagehav
raslede Palmernes hængende Blade mod hverandre
med en sørgmodig, døende Lyd. Den hvide Mand
strakte Benene fra sig. Hans Hage hvilede paa
hans Bryst, og han mumlede bedrøvet uden at løfte
Hovedet:
»Vi elsker alle vore Brødre.«
Med voldsom Hæftighed brød Arsat ud i en
Hvisken:
»Hvad brød jeg mig om, hvem der døde? Det
var Fred i mit eget Hjærte, jeg vilde have.«
Det forekom ham, at han hørte nogen røre sig
inde i Huset — han lyttede — og gik derpaa
lydløst ind.
Den hvide Mand rejste sig. Det begyndte at
lufte med stødvise Vindpust. Stjærnernes Skin blev
blegere, som om de trak sig tilbage ud i det
uendelige Rums iskolde Dybder. Efter et køligt Vindstød
kom der nogle faa Sekunders fuldstændige Ro og
absolute Stilhed. Saa skød en Søjle af gyldent
Lys op paa Himlen bag Skovens sorte Bølgelinie
og bredte sig over den østlige Horisonts Halvkreds.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
