Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
142
«Generer solen dig? en har ikke raad
til at stænge den ude endnu, synes du vel?»
Nu først lagde hun merke til, at Karen
Verner var meget bleg om læberne og meget
blaa under øinene.
«Karen, er du ikke frisk?»
«Nei, ser du, Ragna,» hun havde lidt
ondt for at faa ordene frem, «jeg — jeg er
kommet for at sige farvel til dig, — jeg skal
reise bort, — jeg har faat en plads, — nei,
ikke sig noget, vil du,» hun vergede ligesom
for sig med armen, «jeg vil ikke graate
nemlig.» — Et sky blik havde listet sig ind i
Ragnas øine. —
«Til en rædsom, ensom gaard oppe i
Nordfjord skal jeg, og saa vil jeg, — saa
synes jeg, at jeg skylder at sige dig
sandheden, for i den sidste tid har jeg havt en
følelse af, skjønner du, at jeg bedrog dig.»
Hun saa hele tiden, mens hun talte, bort fra
Ragna. «Jeg ved ikke — paa en maade
mer dig end nogen anden, — at du er saa
latterlig godtroende, Ragna,» kom det
pludselig voldsomt, «jeg har været saa nær ved
at sige dig det, mange gange, men saa har
du været saa totalt uforstaaende, saa rent
borte i en anden verden, at jeg har havt
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
