Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Når vi døde vågner. En dramatisk epilog i tre akter - Første akt
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
PROFESSOR RUBEK.
Just derfor kunde jeg mest bruge dig. Dig og
ingen anden. Du blev mig en højhellig skabning,
som bare måtte røres ved i tilbedende tanker. Jeg
var jo endnu ung den gang, Irene. Og den overtro
fyldte mig, at rørte jeg dig, begærte jeg dig i
sanselighed, så vilde mit sind vanhelliges, så at jeg ikke
kunde skabe færdig det, som jeg stræbte efter. -
Og jeg tror endnu, at der er nogen sandhed i det.
IRENE
(nikker med et anstrøg af hån).
Først kunstværket, - siden menneskebarnet.
PROFESSOR RUBEK.
Ja du får dømme om det, som du vil. Men
jeg var helt under min opgaves magt dengang. Og
følte mig så jublende lykkelig ved det.
IRENE.
Og du vandt bugt med din opgave, du, Arnold.
PROFESSOR RUBEK.
Takket og velsignet være du, - så vandt jeg
bugt med opgaven. Jeg vilde skabe den rene kvinde
således, som jeg syntes hun måtte vågne på
opstandelsens dag. Ikke undrende over noget nyt og
ukendt og uanet. Men fyldt af en helligdoms glæde
over at genfinde sig selv uforvandlet, - hun,
jordkvinden, - i de højere, friere, gladere egne, - efter
den lange, drømmeløse dødssøvn.
(taler sagtere.)
Således skabte jeg hende. - I dit billede skabte
jeg hende, Irene.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
