Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Når vi døde vågner. En dramatisk epilog i tre akter - Anden akt
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
IRENE.
Jeg vil gøre en valfart did, hvor min sjæl og
min sjæls barn ligger begravet.
PROFESSOR RUBEK
(i angst og uro).
Du må aldrig se det billede mere! Hører du,
Irene! Jeg bønfalder dig -! Aldrig, aldrig se det
mere!
IRENE.
Tror du kanske, jeg vilde dø en gang til af det?
PROFESSOR RUBEK
(knuger hænderne).
A jeg véd ikke selv, hvad jeg tror. - Men
hvor kunde jeg også tænke mig, at du vilde fæste
dig så uløseligt til dette billede? Du, som gik fra
mig - før det var fuldbåret.
IRENE.
Det var fuldbåret. Derfor kunde jeg gå fra
dig. Og la’ dig alene.
PROFESSOR RUBEK
(sidder med albuerne på knæerne og vugger hodet, med hænderne for
øjnene).
Det var ikke hvad det senere hen blev til.
IRENE
(griber stille og lynsnar en tynd, spids kniv halvt frem fra brystet og
spørger hæst hviskende):
Arnold, - har du gjort noget ondt ved vort
barn?
PROFESSOR RUBEK
(undvigende).
Noget ondt? - Jeg kan jo ikke så bestemt
afgøre, hvad du vil kalde det.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
