Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Artikler og taler: - "Hårpidsk og Kårde". Skuespil i 5 akter af Karl Gutzkow
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
i almindelighed) må gennem skuespillerne som
formidlende organ knyttes til livet; først derved
kommer det til existens. Dramaet, således som det
udgår fra den franske forfatters hånd, er endnu
ufuldført, og svarer først til sit begreb, når det gennem
den dramatiske fremstilling knyttes til virkeligheden.
For Franskmanden har det nyere drama ingen
berettigelse i læse-literaturen, ligesålidt som vore
fjeldbønder anerkender stevet som sådant, når det ikke
fremtræder i en vekselsang. Den tyske skuespildigter
derimod skriver sit stykke uden specielt at
have den dramatiske fremstilling for øje; kan det i
den form, hvori det udgår fra hans hånd, opføres
på teatret, så er det vel, hvis ikke, så kan det
læses, og hermed anser han de fordringer, man gør
til dramaet, ligefuldt tilfredsstillende; thi i Tyskland
står dramaets berettigelse som læse-literatur
sideordnet med dets berettigelse som dramatisk literatur.
Heraf følger da også såre naturligt, at Tyskeren,
når han skriver for scenen, tror at have ganske
andre hensyn at iagttage, end når han forfatter et
dramatisk værk uden denne specielle hensigt; men
denne konflikt mellem hans generelle anskuelse af
dramaet, og de fordringer, han for det enkelte
tilfælde har at tilfredsstille, åbenbarer sig derfor også
i hans produktion og forstyrrer den enhed, uden
hvilken kunstværket blir en umulighed. For, som
han tror, at gribe virkeligheden, udmaler han
karakterer og situationer i vidde og bredde, men netop
herved forfejler han sit mål, idet han overstiger
dramaets grænser; det tyske skuespil kommer til at
forholde sig til det franske som et tableau vivant
til et maleri; i det første fremtræder formerne i
deres naturlige afrundethed og med deres naturlige
farver, i det sidste derimod forekommer det os
kun således, – men dette er også det ene rigtige;
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
