Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Nora
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
1-2 Henrik Ibsens Kvindeskikkelser.
som det staar for hende i et almindeligt, af Frygt og
Kgenkjærlighed forpint Menneskes Skikkelse. I ham
koncentrerede sig jo hele hendes Liv og alle hendes Tanker,
i ham fik det sin Sandhed og sin Mening; — kun ved
ham kunde det vanhelliges og odelægges. Er hun end
i Stilhed voxet nok saa meget opad mod denne Stund i
Modenhed og Erfaring: hendes barnlige Hjerte blev dog
paa Bunden fuldt af Tro, hendes Liv paa Bunden
opfyldt af Undertanken. Var end alt andet, al
Selvstændighed, al Udvikling noksaa godt forberedt i hende: først
i dette ene, nye ligger hendes Emancipation.
Da, under hendes Taushed og midt i Helmers Vrede
og Angstudbrud, kommer Krogstads andet Brev, ledsaget
af Gjældsbeviset, skrevet i den bløde Stemning, hvori
hans uventede Lykke har sat ham.
»Jeg er reddet!» er Helmers første Udbrud; »Nora,
jeg er reddet!«
■Og jeg?« sporger hun stille.
Ja, hun er naturligvis ogsaa reddet. Nu forst falder
hun og hendes Stilling ham atter ind. Og nu ser han
alt i et andet Lys. Som med et Slag er al moralsk
Indignation borte; han tænker med Medlidenhed paa de
Kampe, hun maa have udstaaet, og forsikrer hende om
sin Tilgivelse. Ja, han finder hende dobbelt rørende i
sin Uerfarenhed og Hjelpeløshed og forsikrer hende
høi-tideligen, at denne Svaghed gjør hende saa meget kjærere
for ham, fordi han jo nu saa meget mere maa være
hendes Støtte og Kraft.
Nora synes, hun er bleven som en liden Skjødehund,
der prygles og atter tages til Naade, — en Dukke, som
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
