Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Hedda
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Hedda.
Derfor vogter ogsaa Hedda sig som ung Pige nøie
for alt, der kunde kompromittere hende. Omendskjøndt
hun helst havde villet hengive sig til sanselig Nydelse,
noier hun sig med et katneratsligt Forhold til den unge
Eilert Løvborg, som, forlevet og udsvævende som han
var, véd at fortælle hende om det forbudnes, det
forføriskes og — urenes Verden. Paa den Tid, da Noras
og Fru Alvings Ungdom er opfyldt af de varmeste
Kampe for Sandhedserkjendelsen, ser vi Hedda hver
Eftermiddag sidde i Hjørnesofaen med sin Ven — »i
Mangel af et Album« har de »altid det samme illustrerede
Blad« foran sig — ganske fordybet i Løvborgs
hemmelige Bekjendelser, medens den gamle General borte ved
Vinduet intet anende læser sine Aviser.
Eilert Løvborg tilhorer samme Mandstype som Ulrik
Brendel, en Type, hvis første Repræsentant i Ibsens
Digtning maaske er Falk i »Kjærlighedens Komedie«.
Efter sine Anlæg kaldet til noget betydeligt, kjækt
stræbende ud af Sneverheden mod Livets aabne Hav, mangler
der dem den sikre Haand ved Roret. Derfor maa de rodløse
»drive for Storm og Vind«. Og »om en Stund synker
de. Dybere og dybere«. Men de har Selvfortrøstning
og istemmer paa deres eventyrlige Livsfærd freidig Falks
Omkvæd:
»Og har jeg end seilet min Skude paa Grund,
Saa var det dog deiligt at fare!«
Selvfølgelig kommer det tilslut saa vidt, at det
forsigtige Kameratforhold ikke længer tilfredsstiller Løvborg.
Men, — »da der var overhængende Fare for, at der vilde
komme Virkelighed ind i Forholdet«, viser det sig, hvor
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
