4 endda mer paa gangen var det let at gjætte sig til at her gik far og søn. Bak dem kom der et oksespand luntende foran et kjøretøi som formodentlig engang hadde været en vogn, men som nu, formedelst sine mange og store skrøpeligheter, forlængst burde være havnet paa skraphaugen, hvor manden ogsaa hadde fundet den. Over vognkarmen stod bøid lange pilevidjer som buer i et kirkekor, — seks av dem ialt. Over dem, og bundet til karmen, laa først to hjemmevirkede tæpper, som nok kunde ha prydet væggene i et herresæte i gammel tid; over teppene laa to sauskindsfelder med haarene ned. — Bak i vognen var der muret helt opunder tumlingen: en stor emigrantkiste paa bunden, — den var saa lang og aat op en stor portion av rummet; omkring og ovenpaa var stablet fuldt med indbo, verktøi, redskaper og klær. Bak vognen var fæstet et andet kjøretøi, hjemmegjort og noget for sig selv, men saa solid forarbeidet at det for den saks skyld godt kunde fortjent plass i et museum. — Ja det kunde sagtens taale rik-singen mellem mange himmelbryn! — Det var nu ogsaa en slags vogn forresten, eller nærmest tænkt som vogn, — hadde to hjul tømret sammen av planke-stubber og en karm som var betydelig videre end den andre vognen. Her ogsaa var stablet fuldt og forsvarlig surret. I begge vognene knaket og knislet det rent fælt, hver gang de tok en duving over en græstue eller humpet op av en fordypning. Et stykke bakenfor vognene kom der en rød og hvitflekket ko diltende; toget f6r ikke fortere end at koen nu og da fik tid til at stanse og rive til sig nogen mundfulde; det blev aldrig tid til mange ad gangen; men noget fik den da, og det kunde sagtens trænges; for nu hadde den gaat der og luntet, svinget og svanset med rumpen i hele dag; og nu var det snart kveld, og da blev det hun som skulde skaffe melk til kveldsgrøten til alle som fremmenfor var!