5 Over karmen fremme i første vogn laa en uhøvlet plankeende. Til høire paa den sat en kone med et hvitt tørklæ paa hodet; hun drev oksene. Paa hendes venstre Iaar laa der et lyshaaret smaajentehode og sov; av og til for morens haand over det og jagde bort myggen, som nu kom med kvelden. Til venstre for barnet sat der en gut paa omkring syv aar — godt vokset, brun i huden, og med noget tindrende i blikket. Han holdt Ihændene foldet om det ene knæet og saa ende fram for sig. Følget var han Per Hansa med sine og alt sit, paa vandrmg fra Filmore County, Minnesota, til Dakota Territory; der agtet han at ta land og bygge sig en gaard som det kunde spørges efter; det skulde ikke mankere paa anledning derute, hadde han hørt. — Han Per Hansa gik selv foran og la ut leia; gutten Ole, han Olamand, fulgte like bak ham — og befor den; ho Beret, konen, drev oksene og passet lille Anna Marie, som til dagligdags het And-Ongen og hadde det med at være saa morsom. Han Hans Kristian -— som stadig blev kaldt Store-Hans for al skille ham ut fra gudfaren som ogsaa het Hans —, sat der og passet paa at alle gjorde sit. — Koen Fagerros kom efter, svinget og svanset med rumpen og fulgte toget længere og længere ind i uendeligheten. — «Tisj-ah, tisj-ah!» skrek græsset. — «Tisj-ah, tisj-ah!». II. Toget tok sig bedrøvelig lite og puslingagtig ut der det krøp bortover den endeløse vidden mot himmelbrynet. Spor av vei eller sti fandtes ikke foran; og naar nu græsset fik reist sig igjen, skulde-ingen kunde sige hverken hvorfra følget kom, eller hvor det skulde hen. Han Per Hansa med kjærring og unger, med vogner og ko og alt sit, kunde gjerne være drattet ned fra luften. Umulig var det