56 gru kunde pludselig kaste sig paa dem, komme uten nogen foranledning; den la sig over dem som uro, gjorde dem varsomme og gløgge i alt de foretok sig. Karfolket blev taus under trykket, grep fat i et eller andet og arbeidet det av sig. Hos kvindene utløste det sig i prat; de blev ofte saa støiende og høirøstede. Faa var klar over hvad det var, ingen vilde vel til-staa at han var ræd. —-------------Aa ja, herregud! Mands magt var litet værd sommetider; det hadde de faat røyne. Det kunde ryke op med rent forfærdelig stormveir her- ute, — saa utænkelig pludselig!-------------Og ho Sø- rine var saa ræd stormene. Det var ikke mer end en ukes tid siden at teltet hans Hans Olsa blev revet med og Yyo Sørine tullet ind i det og sopt med, saa hun holdt paa at kvæles, endda han Hans Olsa hadds lagt repet over ryggen, spændt i bakken og kaldt fram hele sin kjæmpekraft. Han fauk med som en ulddot, men ingen kom til skade. — Og saa var det indianerne — «indien» som folk hadde fundet paa at kalde Storviddens røde barn. Ho Kjersti var ikke saa ræd stormen; den for da fram paa menneskevis, — den skalperte da ikke folk! Men frygten for indianerne sat levende hos hende. Der gik vei ikke en dag uten at hun kikket rundt baade én og flere ganger. — En av dem laa borte paa kvarten hans Per Hansa, og der de døde laa, kom vei de levende! Siden hun fik høre om det, hadde hun ett bestemt punkt at kikke paa. — Forresten var det nu ikke saa rart om hun var ræd indianerne. Rædslerne fra 62 hadde hun og han Syvert hørt saa ofte om, at de kunde dem utenad. Hvor de bodde i Filmore County, var der kommet to flygtninger fra Norway Lake; fortællingen vokste idet den gik fra mund til mund; naar den nu vaaknet i det bange sind, herule hvor der intet gjemsel fandtes, kunde dci an ta fantastiske former.