57 Tønset'n var dog ikke ræd indianeren, — nei var det likt sig! — Hvad skulde han vel være ræd ham for? — han var jo baade civilisert og altingen, — trøstet han de andre med.-------Naar han Per Hansa hørte paa Tønset'n kunde han sitte der og glise saa rart: «Ja, ser du, Syvert,* — sa han, «han er blit rent finfin herremand paa disse ti aarene, med raud top-lue, træsko, langrørspipe og alle slike ting. — Ingen sak for en vildmand at lære fin folkeskik, hvor det er saa folksomt som herb Hos trønderne østved Sioux hadde han Per Hansa faat oplysning om mange ting; fra dem visste han at der laa et sted ikke saa værst langt herfra, som skulde hete saameget som Flan-dreau; her vestpaa skulde der gaa et får like til Nebraska; mellem de to steder gjorde den røde mand togter aarligaars.-------------Meget rimelig at kvarten hans laa midt i fåret! — Naaja, det vilde vei vise sig om saa var før sommeren var over, og aldrig værdt at løfte paa hatten før manden stod der! Karene nævnte aldrig indianerne, naar kvindfolkene var i nærheten. Men naar rødhuden kom paa tale, stod han Ole og han Store-Hans med vidaapen mund og hørte paa praten til silden randt.--------De var blit rædde haugen, men kunde umulig holde sig borte.------------Ho Kjersti var ræd indien, ho Sørme frygtet for stormen og ho Beret, stakkar, syntes hun var ræd alle ting!-------- Resultatet av raadslagningen den søndagen blev hvad det under omstændighetene maatte bli; det kom likesom av sig selv, at han Hans Olsa, Tønset'n og han Henry Solum, som alle hadde hester og vogn, skulde fare. Det blev tre karer med hver sit spand, og de greide vel at føre med sig hjem alt nabolaget hadde raad til at kjøpe paa én gang. Han Per Hansa var rigtig i ulag den dagen, gje-pen og bitter naar han lot ord falde; — forresten hadde han ikke stort at si. Det syntes avgjort paa