69 «Nei sier han det, du?--------Det var da synd i ham! — — — Sig til ham, at jeg skulde like at se den handa hans.» — Men saa slap han Store-Hans at snakke denne gang. Manden hadde ligget der og set paa dem, set nøie og forskende paa han Per Hansa; han reiste sig nu, kom hen til ham, viklet først teppet av armen, tullet en hel hop skidne, farvede filler av haanden. Det var en fæl næve manden viste ham, ophovnet til den var saa diger som en stokende, og ikke bare haanden, men haandleddet og armen opover. Styg-heten syntes at ha sit ophav i et saar bak i haandfla- ten, som der var gaat verk i.--------Han Per Hansa saa og kjendte og dreide paa næven, som om han alle sin© levedage aldrig hadde bestilt andet end undersøke slike hænder. Haanden var saa haard som en vedkubbe, men selve saaret var ikke stort. «Ja ha ja, — blir ikke dette blodforgiftning, skal ikke jeg hete Per! — Bare det ikke alt er det!-------- -----------------Du skal si til ham,» henvendte han sig til han Store-Hans, «at vi maa ha varmt vand og kluter straks. — Men det maa være rent, rent, skal du si!--------— Ja naa maa du bare være flink til at snakke!» Og saa fortsatte han med diagnosen. Men her blev han Store-Hans staaende fast. At faren vilde ha varmt vand, fik han dem til at forstaa; men det andre budet om rene hvite kluter, klarte han ikke. Indianeren hadde hele tiden set forskende paa manden som stod der med slik kyndig mine og betragtet haanden hans. De andre hadde reist sig, først én, saa flere, og kom bort til dem. Der dannet sig en tæt ring rundt dem. Kjærringene kom ogsaa; ungene sluttet at leke og smat sig indimellem de store; tilsidst hadde hele leiren sluttet en tæt klynge rundt de tre. —--------Han Per Hansa var alvorlig, men tok lange, dype drag av pipen.