103 trær baade utenfor og indenfor; trær med epler paa, trær med anden frugt, og — og — trær med kongler paa, yes sir — trær med grankongler paa!-------- Det blinket i øinene paa han Per Hansa, der kom vand rundt øienlokkene — for der hang virkelig grankongler paa non av trærne!--------—------------- Nei, han visste ikke endnu hvor han skulde efter dem, de trærne; men ha dem skulde han. — Han Per Hansa kunde ikke være stille. Bare levende, glad uro var han, han stod der og aapnet begge armene mot den rareste fremtid, som allerede var begyndt at komme. Han blev saa skøieragtig glad og kjælen.-----------------Men i ro kunde han ikke være. — Skulde han sitte stille en søndag, kom han let i daarlig lune, hadde heller aldrig tid længere end til middag; saa maatte han ut og røre paa sig. Fandt han ikke paa noget andet, tok han lange streiftog utover præriene, fandt snart den vakre byggeplassen, snart hin. — Her kommer der visst non og slaar sig ned, tænkte han; saa kan jeg være med dem og fortælle dem hvor de skal bygge!-------------------------Og samme slags jord næsten hvor han kom.--------Det merkelige laa her og var uendelig!-------- II. Guttene var kommet hjem en søndagskveld og hadde baaret sig som om de var styrne. — De hadde været en lang tur vestover prærien til non store sumper som laa derute, med høit græs og lange strækninger av aapent vand indimellem. De kom nu hjem og berettet at der laa tusen paa tusen av ænder dervest, og de var ikke ræddere end at man næsten kunde ta dem med haanden. Han Store-Hans hadde aldrig set noe saa galt. Han fortalte om ændene derute, om hvor mange de var, om hvor tamme de laa, til det blev sittende i halsen paa ham, og hele kroppen skalv, — med broren gik det ikke stort likere.