104 Siden blev guttene gaaende og snakke om ændene. Paa ett eller andet vis maatte det vei gaa an at faa tak paa dem? — Hagle hadde de ikke; ho Lang-Maren kunde de ikke ta til det bruk, sa faren; der var lite nok mat for hende slik det var, og ingen kunde vite, nei — ingen kunde vite. — Hvad det var «ingen kunde vite», nævnte han ikke. — Men de forstod at med den børsen blev det ingen ænder. — Der laa altsaa ændene og rodde i utællelig mængde, fløi op fra den ene vandpytten og la sig i den næste naar guttene kom for nær. — Og her var ikke saa meget som en stein at finde, — det var saa galt som det kunde være. — Efter at de opdaget ændene, hadde guttene været der hver søndag og set paa dem, — de trodde der blev flere for hver gang. Snart var der ikke andet snak mellem dem end om ændene, og om hvordan de vel skulde faa fat paa dem. — Faren hadde endnu ikke hat tid til at være med og se paa herligheten. Men saa en søndagseftermiddag først i august tok han sig en tur vestover med han Store-Hans. Han Ole maatte være hj emme. Moren skulde da ikke sitte alene, hadde faren sagt, hun som hadde tre voksne karer gaaende der. Og han Ole, som var størst, fik ta sin tørn først. Gutten bar sig saa ilde at moren mente det var bedst han ogsaa fik slippe avsted. Faren var døv paa det øret; næste søndag skulde han selv være hjemme, og han Ole faa gaa; idag fik det nu bli som han hadde sagt. Saa gjorde da han og han StorenHans færden. Ja ænder var der, det var da baade sikkert og visst. Faren maatte mindes fuglebergene nordpaa Finmarken da han nu fik se hvordan det saa ut her. — Han Store-Hans pekte og snakket lavt til faren, til øinene randt i vand og han maatte kræmte for at faa op halsen. — Trodde han slet ikke der var non maate at knipe dem paa?