114 gen. — Hun var saa ræd at haanden skalv, og hun ikunde ikke bøte mer. Da han kom hjem til middags, vilde hun spørre ham om hvordan dette her hang sammen, og bestemmelsen gav nogenlunde ro.--------Og saa kom han hjem; men dette sterke, lyse, som der sprang gnister fra, var fremdeles over ham; og det hun gik der med, var saa urimelig stygt at hun umulig kunde komme frem med det.---------------------Forresten var han glad igjen nu — paa én maate, og han var da tilstede! Efter kveldsmaten hørte hun ham gaa ind i fjøset og tusle med noget, komme ut og gaa over gaarden. Hun stillet sig ved vinduet og saa ut. Der stod han ved huggestabben og hug op en svart paale, brændt og spids i den enden som hadde staat i jorden! — Stykkene tok han og spiket op til smaaflis!------------ — Der tok han én svart paale til og gjorde likeens med.-----------------Der la han sig paaknæ og begyndte at plukke op flis efter flis og lægge paa armen, — nei aa nei hvad var nu det her! — Der kom han bærende ind med det!-------- Ho Beret stod forskræmt borte i kroken ved ovnen. Han saa hende, saa forbi og bent frem, kom hen og tok lokket av og la stikkene i. «Vil du lægge i nu!> «Bare noe baask jeg plukket op omkring hugge-iStabben.» — Hun vilde gaa rundt ovnen til ham og stanse ham, men kunde ikke; hun kjendte at knærne ikke bar de faa skridtene. Hun vilde spørre ham om noget, maatte spørre, og kunde ikke; hun visste hun kunde ikke, — ordene kom til at stikke sig bort. ----------------------Nei, hun kunde ikke; for det var saa stygt, saa unævnelig græsselig, det hun stod der og tænkte: — Herregud, gik han hen og forsaa sig paa andenmands landemerker!-------------------------Hun hadde hørt det ofte: fælere synd kunde knapt menneske begaa mot menneske. —