115 Ho Beret stod i kraaen paa den andre siden av ovnen og saa manden brænde op stikkene, hun fornam en rædsel som var værre end da hun ropte hans navn imorges og ikke fik svar. ----------------------■— Den natten sov han Per Hansa trygt; det var ho Beret der hadde faat noget at stri med, som slet ikke vilde la hende faa ro. V. Han Per Hansa var ikke let at omgaaes disse ukene. Hele manden var bare uro, og en vilje som gik bare én vei: at faa saa meget nyland oplagt hver dag som det vel gik an. — «Tænker du at faa hele kvarten oplagt iaar?» hadde nu han Hans Olsa spurt to ganger. — Meget hadde han alt faat gjort, mer blev det for hver dag som gik, men det gav ham ingen ro; heller ikke den gode glæden han hadde gaat der i før isommer. — Det lysende sterke, som det kunde brænde av, vilde ikke forlate ham; røsten blev pludselig flinthaard. Tankene hos han Per Hansa arbeidet idelig med samme problem —: Hvordan vilde det fyke av naar trollene engang kom?------------Vilde han bli istand til at hakke hodene av dem og fri kongsgaarden fra deres magt? — Det hændte, at han traf til at gaa med noget i haanden, og tok haardt om det. — Der skulde kraft til at svinge det sværdet.------------For dette her var troll, — stortroll, altsaa. — Her hadde de været og forbrutt sig mot lov og ret og tat jord paa ulovlig vis!-------- Der var ogsaa en anden tankerække —: Disse karene kom neppe igjen? — De hadde slumpet til at komme forbi før Tønset'n var her ifjorhøst, hadde likt landet og sat ned merkene, var saa enten kommet til landkontoret efterat Tønset'n hadde været der, og saa maattet gi op landet; eller de var overhodet ikke kommet til landkontoret, men av en eller anden